En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

tirsdag den 31. juli 2012

Lidt kærlighed....

Jeg forsøger virkeligt i det omfang det er muligt at samle på små ting, der giver mig glæde og nydelse i hverdagen. Der skal helst være flere ting på en dag, der giver en eller anden form for nydelse og velvære i krop og sind for, at vi kan have det godt og trives. Jeg ved, at for alt for mange består hverdagen af stress og jag; arbejde, unger der skal hentes, mad der skal laves...etc og de færreste, når vel knap nok at stoppe op og mærke efter, hvad det er der i bund og grund giver glæde.
Jeg kan godt være rigtigt misundelig på folk der har en karriere....et job, hvor det hele bare kører derudad, og der er penge nok på kontoen til ferier sydpå og designer støvler.
Jeg kan godt have følelsen af at gå glip af noget, og jeg bliver ofte rigtigt godt og grundigt træt af, at jeg ikke kan tillade mig at skeje ud økonomisk uden at mærke konsekvensen af det.
Krisen har dog gjort, at jeg ikke føler mig helt så alene på det område længere, fordi mange af mine veninder nu står i samme situation, oftest fordi de er blevet sagt op af deres arbejdsplads, og derfor heller ikke længere har det største råderum økonomisk.
Jeg er sikker på, at krisen er rigtig sund for os i mange henseender, den tvinger os til at skære ned og tage op til overvejelse, hvad det er, der virkeligt betyder noget. Og den tvinger os til at samle på de små ting og samle på det nære.
For er det i bund og grund ikke det nære, der er det vigtigste? At vi har venner vi holder af og føler os trygge ved, en familie vi kan regne med og nogle at komme hjem til?
Jeg er tæt på at tro jeg kunne bo i en jordhule, hvis det betød at alle mine grundliggende behov blev opfyldt....og selvom jeg er misundelig, så er jeg heller ikke så misundelig, at jeg ønsker at leve det liv i stress og jag, som jeg kan se mange gør (jeg har været der og det var bestemt ikke anbefalelsesværdigt) Og selvom jeg ville ønske at solen skinnede lidt mere herhjemme i det danske....ved jeg, at den kan komme til det...den kan skinne lidt mere i mit sind, og jeg vil ikke føle det som en nærdødsoplevelse hvergang himlen bliver mørk og den kolde vind river i mit ansigt.
Heldigvis er min kæreste ukuelig optimist og jeg ved, at det skal jeg tage til mig.
Alligevel har jeg mig et lille rescue-remedie, som giver mig en følelse af glæde og varme her i det kolde sommervejr......og får mig til at føle lidt kærlighed;



Lige fortiden er dette min ynglingste.....dejlig ingefær i en sød symfoni og den smager godt både kold og varm. Og te kan jeg da slet ikke få nok af i denne regnevejrstid.


Denne lækre sweater gør mig glad hver gang jeg tager den på. Jeg elsker dens bordeaux røde farve og så er den dejlig varm. Håber at jeg også kan scoope mig en i sort her til efteråret.


Chokolade er svært at få nok af. Denne er lavet af rå kakao med vanille og og gojibær....uhmm....




Denne bodylotion taler til alle mine sanser. Jeg bliver i bogstaveligste forstand glad hver gang jeg smører mig ind i den, og den forstår virkeligt at løfte mig på morgener, hvor jeg har sovet dårligt. Den er lidt pebret i prisen, men jeg synes, den er alle pengene værd.......

fredag den 27. juli 2012

quinoadeller med ærtecreme

Her forleden fik jeg lavet mig en rigtig lækker og vellykket frokost som bestod af disse quinoafrikadeller, som jeg fandt inde på sæson for god smag, dertil en ærtecreme, som jeg fik inspiration til af min svigermor.
Som altid har jeg ændret en lille smule på opskrifterne og jeg synes virkeligt et quinoa frikadellerne blev utroligt smukke og meget prinsesse-agtige med rødbederne. Men man kan selvfølgelig vælge de grøntsager man har lyst til og til efteråret vil de skønne rodfrugter være særdeles velegnede.

Det blev en stor portion, så der var også rigeligt til fryseren....men det er kun godt, så er der lidt at tage af, når det skal være nemt og hurtigt. Jeg havde en rest aubergine og snack peber som jeg bagte i ovnen til, men de ville sikkert også være superlækre i pitabrød eller med en sprød salat til.

Opskrifterne kommer her;



Quinoafrikadeller



2½ dl. Quinoa

5 dl. Vand

1 revet løg

250 g revne grøntsager ( jeg brugte en blanding af rødbede, sød kartoffel og squash)

2 æg

1 spsk. sesamfrø

3 spsk. boghvedemel

1 tsk. salt

Peber

Et bundt friskhakket persille

Et lille bundt friskhakket basilikum



Olivenolie til stegning



Kom quinoaen i en sigte og skyl den grundigt under koldt vand. Bring vand i kog og kog quinoaen i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Stil den til afdrypning og lad den køle af i en sigte.

Skræl og riv grøntsager og løg. Hak basilikum, persille og hvidløg.

Rør alle ingredienserne sammen til en fars.



Som stort set alle de vegetar deller, jeg begiver mig ud i, ender det med at jeg bager dem i ovnen. Quinoa afgiver en hel del væde, så de er lidt vanskelige at få til at hænge sammen. Vælger man at stege dem på panden skal de muligvis have lidt mere mel.

Men ellers formes de til frikadeller på en bageplade med bagepapir og pensles let med olie.

Jeg bagte dem i 20 minutter på den ene side ved 200 grader, hvorefter jeg vendte dem, penslede med lidt mere olie og gav dem 10 minutter på den anden side.

Jeg synes de blev ganske vellykkede og har en dejlig smag af både quinoaen og de sprøde grøntsager.



Lige til at putte i ovnen



Ærtecremen lavede jeg på¨slum, men opskriften lyder nogenlunde således, og hvis man ønsker en større portion (den rakte ikke langt) tilsætter man selvfølgelig bare lidt mere af det hele.

2 dl ærter, tøet op fra frost ( eller mere alt efter hvor stor en portion man ønsker)
1 lille fed hvidløg
Lidt urtesalt og peber
Lidt muskatnød
Lidt olivenolie

Blend og det bliver til en meget smuk grøn creme, som sikkert også vil passe godt til fisk, blomkål og andet grønt

                                                             Så smuk grøn den er



Og her er hele molevitten serveret....meget lækkert:0)


















mandag den 23. juli 2012

Hurra for det gode vejr og skønne boghvedepandekager

Så kom det gode vejr endeligt og hurra for det:0) Og det skal bare nydes......desværre er det lige præcis denne dag, hvor kæresten starter på arbejde igen, men heldigvis er der tid til at nyde lidt eftermiddagssol på altanen, når han kommer hjem, og for mit vedkommende har jeg planer om at tage ud i byens parker og nyde det gode vejr og folkelivet...uhm:0)
Mine drømme går lige for tiden til Firenze. Hvor ville jeg gerne se og gense den by, for det er efterhånden over 10 år siden, jeg sidst har været der, og jeg husker det som en helt fantastisk oplevelse, og nu 10 år efter, vil jeg helt sikkert opleve den helt på ny og fra et helt anderledes perspektiv. Oppe i mit hoved er det ihvertfald meget romantisk altsammen.
Men med mindre jeg vinder i lotto, er det ikke en mulighed i år, så jeg er meget meget taknemmelig for at det gode vejr er kommet. For det der kan være lidt problematisk for mig, er at jeg finder utroligt mange healende krafter i solens stråler og dens varme. Det er på alle måder angstdæmpende og livsbekræftende for mig at opholde mig i solen, og hvis det stod til mig, rejste jeg væk tre måneder hver vinter. Og når sommeren som i år ikke viser sig fra sin bedste side, går mine suk på den lange og lidt tunge vinter, som jeg i mit sind frygter.
Ikke at jeg ikke sætter pris på de forskellige årstider, men er på alle måder et sommer menneske.
En anden ting som virkeligt kan glæde mig er pandekager og jeg elsker dem i stortset alle afskygninger. Min helt klare favorit er dog disse boghvedepandekager, som har en virkeligt lækker smag af den gode boghvedemel og får en let og meget lækker sødme, hvis man vælger at stege dem i kokosolie.
Disse pandekager kan du bruge til stortset alt. Her til aften tømte jeg køleskabet og lavede en wok af kokosmælk, karry, ingefær og chili. Dertil ristede cashewnødder. Men de er også super velegnede til koldt fyldt, som f.eks hummus, æg, bønnesalat eller som tilbehør til suppe.
Ønsker du dem mere dessertagtige undlader du bare salt og tilføjer lidt vanille og kardemomme istedet.
Opskriften får du her;

1½ dl dl boghvedemel
½ dl rismel
3 dl soya, ris eller havremælk
1 æg
Lidt salt
Evt lidt vand alt efter hvor tyk en pandekagedag man ønsker

Alle ingredienser piskes sammen og hviler 5-10 minutter.
Steges i masser af kokosolie, så de bliver lækre og sprøde.

Hvis man ikke er indehaver af kokosolie bruger man selvfølgeligt bare smør eller olivenolie istedet.
Jeg laver altid en dobbelt portion, så der også er til at fryse ned.



Her steges de panden....


Og serveres med grøntsager i kokosmælk
Mums!

torsdag den 19. juli 2012

quinoamuffins med hindbær og lidt om sunde muffinsforme

Dagen idag startede i rod og panik.....jeg er et værre rodehoved og er virkeligt ekspert i at miste ting og smide ting væk. Så det hænder, at jeg bruger en halv dag på at lede efter en ting, som jeg i alt min distræthed har forlagt. Idag var det så opskriften på disse hindbærmuffins jeg har forlagt og heller ikke fandt, men istedet måtte styrte ned på biblioteket for at erhverve mig, så derfor får de nu en plads på bloggen her. Så ved jeg hvor jeg altid kan finde dem, når trangen melder sig:0)
Opskriften stammer fra køkkenrevolutionen for hele familien, dog har jeg som altid ændret lidt i opskriften. Den kommer her;


Quinoamuffins med hindbær



3 dl quinoamel

3 dl kamutmel

1 tsk. Vinstensbagepulver

¼ tsk. Salt

¼ tsk. Vaniljepulver

1 tsk. kardemomme

4 spsk. kokosolie, smeltet

1 dl. agavesirup

2 store æg

2½ dl. Soyamælk pisket med 1 spsk. citronsaft

2 dl hindbær fra frost

½ pære i små tern



Bland quinoamel, kamutmel, bagepulver, salt, kardemomme og vanilje i en skål.

Pisk kokosolie, agavesirup, æg og soyamælk sammen i en anden skål.

Vend hurtigt alt det flydende over i skålen med mel. Rør hurtigt dejen sammen. Til sidst vendes hindbær og pæretern i dejen, og den fordeles i 12 muffinsforme. Hvis du har lyst kan du pynte dine muffins med grofthakkede mandler…det giver en dejlig knasende overflade.

De bages ca. 25 min ved 175 grader til de bliver let brune. Når du prikker i dem med en gaffel eller en tandstik, må der ikke hænge dej ved.



De smager dejligt og jeg er helt vild med smagen af den skønne quinoamel, som jeg har lagt mærke til har en dejligt beroligende effekt på nervesystemet.

Efter lidt nærmere research har jeg da også fundet ud af, at quinoa er både rig på magnesium og vitaminet B2, så måske netop derfor:0)


Hvis man ønsker en glutenfri version af disse kan kamutmelet skiftes ud med majsmel, dog bliver de en del tungere i det.


Lige til at sætte tænderne i.....



Denne gang brugte jeg disse muffinsforme. Efter at jeg er begyndt at blive bevidst om alt den skadelige kemi vi omgiver os med erhvervede jeg mig disse i helsekosten og udover at slå et slag for min egen krops velbefindende slår jeg så absolut også et slag for miljøet. Med alle disse klimaforandringer synes jeg, at det er af allerstørste vigtighed at begynde at tænke lidt mere på, hvad det er man putter i indkøbskurven. Disse muffinsforme er lavet af genanvendeligt materiale og ublegede og derfor fri for det skadelige klorin. Hvis man ønsker et kig på deres mange produkter og læse mere kan du gå ind på www.ifyoucare.com

Det giver sund appetit og god samvittighed:0)








onsdag den 18. juli 2012

lidt suk, oplevelser og dejlig linsesuppe

Suk, hvor det dog regner her i det danske og lidt flere suk over, at kæresten og jeg slet ikke for gjort alle de ting, som vi havde planlagt her i ferien ene og alene af den grund, at vejret simpelthen er for dårligt. Men så er jeg også færdig med at sukke, for jeg ved jo godt, at man bliver nødt til at få det bedste ud af det, der er og så forsøge at finde glæden ved de små ting, for dem er der såmænd masser af. Det er dejligt at have så meget tid til bare at være sammen og have tid til at vågne om morgenen og planlægge dagen, som vi nu har lyst til. Og heldigvis hænder det, at der er lidt luft i alt regnvejret og igår havde vi derfor en ganske vellykket tur til skandinavisk dyrepark med min svigermor. Dejligt med alle de smukke dyr og naturen...de har det godt:0)


 Og så sneg man sig lige til at klappe et dådyr og nåede også at få fodret den med lidt hjemmebagte knækbrød før jeg opdagede at man kun må fodre dem med foder købt i souvenir butikken...ups!

Og hvem vidste at Isbjørne ikke vil spise sæler, hvis de får et valg. Rosiner og æbler er åbenbart at foretrække....jeg kunne ikke være mere enig:0)










Smukke smukke dådyr og nuttede brune bjørne.....kunne godt have listet en med hjem i håndtasken...as if!!!


Og dette billede er helt bestemt taget af kæresten.....uhm lækre orme:0/

Og efter sådan en dag i et blæsende og noget ustadigt vejr er der ikke noget så dejligt at komme hjem til en portion varm suppe. Jeg elsker suppe og spiser det gerne i alt slags vejr. Det gode ved denne linsesuppe er at den kan laves året rundt, udover det så synes jeg, at den smager dejligt:0)

Linsesuppe

300 g (3dl) røde linser (skyldes grundigt)
1 sød kartoffel ( alternativt 1-2 ekstra gulerødder)
2 gulerødder
1 rød peberfrugt
2 løg
1 l boullion
1 tsk gurkemeje
1 tsk paprika
2 laurbærblade

Sød kartoffel, gulerødder og rød peber skæres i tern. Løgene hakkes.
Det hele svitses og boullion tilsættes. Det koges i 30 min. Husk at røre i suppen undervejs, så den ikke brænder på. Derefter blendes det hele og smages evt med salt, hvis man synes den mangler suppen serveres med frisk hakket persille og evt. ristede cashewnødder.


søndag den 15. juli 2012

Vidunderlige København

I mine unge år boede jeg i København og jeg elskede det. Jeg elskede alt, hvad den havde at byde på af muligheder, oplevelser, folkefærd, og stemningsbilleder.
Og selvom jeg er blevet rigtig glad for at bo herude i det skønne Højbjerg, så savner jeg storbyen af og til, så i fredags besluttede jeg mig for at tage en ego dag i det københavnske, og det var skønt. Solen stod højt på himlen og jeg følte mig i mit es......det eneste minus ved dagen var at jeg kom til at sprænge mit budget på alle måder. Storbyen er simpelthen fyldt med alt for mange "farlige fristelser", så det er vist godt, at det ikke sker så ofte, at jeg tager turen derover.

Specielt er jeg glad for Nørrebro og dets cafe liv, hvor jeg har brugt utroligt meget tid i sin tid. Her lidt stemningsbilleder fra Blågårdsgade, hvor jeg spiste en ganske udmærket frokost på cafe N;


Vegansk frokost med rodfrugtdeller, salat, fritter og hummus


Tiden gik alt for hurtigt og jeg nåede slet ikke alt det som jeg havde planlagt, men jeg nåede dog at sidde og nyde det gode vejr lidt ved søerne ved københavn...suk!!!



Og jeg nåede også at sidde lidt her og betragte folk på rådhuspladsen....og høre lidt indianermusik.
Lige pludseligt føles Århus meget lille.


Dagen sluttede jeg af på Bio Mio, som er mit absolut ynglings spisested i København. Super venligt personale, lækker mad og alt er økologisk.....det er luksus efter min smag:0)


Jeg er allerede igang med at spare sammen til endnu en tur til København.
Ligenu er der stilhed og kagebagning her i Højbjerg og det er nu også godt:0)


torsdag den 12. juli 2012

Snow white and the huntsman

Hold op hvor det blæser og regner. De sidste par dage har føltes en lille smule som et begyndende efterår. Men ikke desto mindre kun en undskyldning for at krybe sammen i et biografsæde og lade sig opsluge af et lærred. Det gælder jo om at få det bedste ud af det, der er:0)
Så idag har den stået på Snow white and the huntsman. Hvis man er til lækker scenografi, krydret med historiske rober, eventyr og lidt action er det en film jeg helt klart vil anbefale.
Jeg var ihvertfald godt underholdt i de to timer filmen varede, og hvis man ikke er til noget af det ovenstående, vil jeg anbefale den ene og alene af den grund, at der er rigeligt tid til at sidde og savle over Chris Hemsworth. Yummi, yummi og så på et stort lærred.
Men jeg synes nu filmen var fantastisk med eller uden ham, så hvis man trænger til at flygte lidt fra det ustadige sommervejr, er det da bare med at komme en tur i biffen:0)






mandag den 9. juli 2012

Lækre linsekroketter

Denne opskrift på linsekroketter er virkeligt en af favoritterne herhjemme. Generelt er jeg ret glad for linser og specielt de røde er super gode både til postejer, suppe, dahl og ikke mindst disse.
De gode ved disse er, at de er særdeles velegnede som madpakke mest af alt fordi de smager super godt kolde og er nemme at have med på farten.
Det eneste minus er, at de er lidt svære at få til at hænge sammen, så det er vigtigt at lade linsemassen køle helt af. Og jeg tænker at man sagtens kan undvære æg for en vegansk version. Jeg laver altid en dobbelt portion, så der er til fryseren og til mange fremtidige udflugter og skovture i det omfang det danske sommervejr tillader det....

Opskriften kommer lige her;


Linsekroketter

225 g flækkede linser

1 rød peberfrugt

1 finthakket løg

2 fed hvidløg

1 tsk. Garam masala

½ tsk. Chilipulver

1 tsk. Stødt spidskommen

2 tsk. Citronsaft

2 spsk. hakkede usaltede jordnødder

6 dl. Vand

1 pisket æg

3 spsk. groft mel (måske mere)

1 tsk. Gurkemeje

1 tsk. Chilipulver

4 spsk. olie (ekstra oliven eller kokos)

Salt og peber

Grønne salatblade og krydderurter



1.     hæld linserne i en stor gryde sammen med peberfrugt, løg, hvidløg, karry, chilipulver, stødt spidskommen, citronsaft og jordnødder. Tilsæt vand og bring det i kog. Skru ned for varmen og lad det simre i ca. 30 min eller til væsken er opsuget. Husk at røre i det undervejs, så det ikke brænder på.

2.     tag gryden af panden og lad det køle en anelse. Smag til med salt og peber og rør ægget i. Lad det køle helt af.

3.     Kom mel på hænderne og form dejen til 8 rektangler. Hvis du har svært ved at få kroketterne til at hænge sammen kan du tilsætte lidt mel til dejen.

4.     Bland mel, gurkemeje og chilipulver sammen på en tallerken. Rul kroketterne i den krydrede mel blanding til de er helt dækkede.

5.     Opvarm olien på en pande og steg dem ved middelvarme til de er sprøde på begge sider.

6.  Serveres med en grøn salat og evt en dressing af tahin, hvidløg og citronsaft.


Her er de flot formet på panden. Dette kræver tålmodighed og som det ses er der en del rengøring efterfølgende. Men det er absolut besværet værd:0)



Og her serveret med en lækker salat af årstiden grøntsager og lidt avocado
Mums:0)






søndag den 8. juli 2012

Det veganske Hamburg....

Så har jeg fået set lidt af det hippe Hamburg, og selvom turen blev forholdsvis kort, nåede jeg at danne mig et billede af, hvad byen har at byde på. Ingen tvivl om at det er en charmerende by med en masse muligheder, hvis man har tid til at lege turist. Jeg ville så gerne have været på en sejltur rundt på de forskellige floder som bugter sig ind og ud af byen. Dette nåede vi desværre ikke. Dog har den, som alle andre tyske byer, jeg har været i, en form for tunghed som jeg har lidt svært ved at placere, og som jeg nok aldrig bliver helt forelsket i. Jeg var meget enig med kæresten om, at vi nok aldrig kommer til at finde en storby, som slår den charme det sydlandske øhav har at byde på.....og den smukke natur, som jeg elsker så højt og finder så meget ro i.
Men det er godt, at tingene har en kontrast, så man virkeligt kan mærke, hvad det er, man værdsætter og allermest har brug for både når det gælder ferie, men også i hverdagen. Hvad er det, der er vigtigt og giver den største form for velbehag?

Men da vi nu skulle til Hamborg, var vi begge obs på at finde et hipt sted at spise og min kæreste, som altid er åben overfor nye ting, foreslog at vi gik ud og spiste vegansk. For et par år siden var vi i Berlin, og der var vi inde og spise på en helt fantastisk vegetarisk restaurant der hed Le Manolo Verde. Lækkert sted som jeg klart vil anbefale, hvis turen skulle gå til Berlin.
Med det i baghovedet fandt vi på nettet en vegansk restaurant der hed Leaf og lad mig udtrykke det på den måde....det er den mest specielle middag, jeg nogensinde har fået, og vi kunne ikke lade være med at grine lidt, da vi sad og spiste, for jeg må indrømme at noget af det, fandt jeg næsten uspiseligt. Men min kæreste som bestemt ikke er kræsen guffede det hele i sig. Og det var på ingen måde, fordi maden var dårlig...det var råvarer af god kvalitet, men jeg synes, det manglede noget, og det første der falder mig ind er protein. Og det får mig til at tænke på, hvorfor jeg egentlig lever vegetarisk (bortset fra lidt fisk i ny og næ). Det er simpelthen fordi jeg ikke kan lide kød og er derfor heller ikke interesseret i at få noget serveret, som smager af kød eller bacon eller leverpostej for den sags skyld.
Så nej tak til røget tofu, seitan etc....og ja tak til avocado, bønner, æg, laks, hummus, linser og alskens andre herligheder.
Men der er vi jo så forskellige, og jeg synes virkeligt, at de havde gjort en masse fint ud af maden og, det var virkeligt flot serveret. Her kommer lidt billeder derfra;


Sådan så min forret ud...avocado fyldt med røget tofu og en sovs af friske abrikoser med chili. Bortset fra den røgede tofu var den ganske velsmagende


Min kæreste fik en form for tartelet med grøntsager i tomatsovs og seitan. Det var en rigtig lækker tomatsovs.



Dette var egentlig min kærestes hovedret, men endte med at blive min, da det jeg havde bestilt bestemt ikke faldt i min smag. Men her lækre svampe i en form for jordbær-citronmelissesovs med en bund af salatblade og kartoffel-persillekugler rullet i rasp (eller andet) og stegt på panden.



Og dette endte så med at blive min kærestes hovedret, som er grøntsager i en rødvinssovs serveret på en form for polentagrød. Som min kæreste sagde; "Det mættede godt".



Og sådan ser restaurenten ud udefra.

Bon appetit siger jeg bare;0)

onsdag den 4. juli 2012

Rugknækbrød med kommen

Idag har jeg været igang med at ordne lidt forberedelser til turen til Hamburg imorgen. Og som altid når jeg er på farten har jeg mad med. Det er billigere og ofte sundere end det jeg lige kan få fat i på vejen. Derfor er det bl.a. blevet til disse rugknækbrød som jeg er gået hen og blevet rigtigt glade for. De er super nemme at lave og det at de indeholder kommen gør, at de er rigtigt gode for fordøjelsen og for luft i maven generelt. Om ikke andet kan jeg rigtigt godt lide den smag kommen giver og sammen med smagen af den gode rugmel er de efter min mening helt perfekte både som de er, men også med smør, nøddesmør, hummus eller hvad man nu foretrækker.
Opskriften kommer lige her;

Rugknækbrød med kommen

1 tsk. Salt

1 tsk. vinstensbagepulver

4dl usigtet rugmel

1 tsk. Kommen

1 tsk agavesirup

1 dl olivenolie

Ca. 1dl koldt vand



Bland rugmel, salt og kommen i en skål. Rør olivenolie i. Tilsæt vand og ælt dejen sammen. Tilsæt ekstra vand, hvis dejen har brug for det. Læg dejen på en bageplade beklædt med bagepapir.. Læg et stykke bagepapir over og rul dejen til en ensartet tynd flad firkant med en kagerulle eller flaske.

Skær dejen i passende firkanter evt. med en pizzaskærer.

Bag dem i en forvarmet ovn på midterste rille ved 180-200 C i ca. 15 minutter eller indtil de har taget farve. De afkøles på bagepapiret på en rist indtil knækbrødene er lunkne, hvor efter de tages af bagepapiret og ligges tilbage på risten til afkøling. Knæk dem i firkanter og opbevar dem i en lufttæt beholder.


Her er de så lige til at komme i ovnen


Og de færdige knækbrød. Jeg laver altid en dobbeltportion når jeg først er igang. Sådanne lækkerier kan hurtigt få ben at gå på:0)




tirsdag den 3. juli 2012

Frokost på Moogfro....... og lidt Ikea shopping


Så skinner solen endeligt igen og det er blevet lunere. Så meget lunere at jeg endeligt har vovet mig i sommertøjet og i de små sommersko. Den slags skal lige siges tager en hel del tid for mit vedkommende, da jeg virkeligt hader at fryse og absolut ingen tillid har til det danske sommervejr.
Men nu er det her, og jeg nyder og nyder. Og imens kæresten brokker sig over, at han har det varmt har jeg det lige akkurat tilpas, og det er et vejr efter min ånd.
Og det gode ved at han nu har ferie er, at vi kan vågne op og gøre lige præcis, hvad vi har lyst til (og indhente noget af det forsømte, som vi ikke får taget os sammen om i hverdagen). Så idag gik turen både til Bauhaus og Ikea.
Det sidste var det, jeg var mest interesseret i, for jeg er nemlig gået hen og blevet rigtigt glad for disse glas til opbevaring af hummus, nødder, pesto etc.....


Nu har jeg efterhånden læst så meget om plastic og hormonforstyrrende stoffer, at jeg ikke kan lade være med at blive påvirket bare en smule. Ikke at jeg nogensinde vil være fanatisk omkring dette, men det er da lykkedes mig at udskifte gamle plasticbøtter til nye fra helsekosten, som gerne skulle være fri for disse stoffer og ja, så disse glas, som jeg vil kalde for Ikea når det er bedst:0)

Da jeg også syntes, at det var tid til, at der kom lidt ind på prinsessekontoen (som er den "konto" jeg benytter mig af, når jeg vil have noget tøset ind i vores hjem eller bare har lyst til at blive forkælet) overtalte jeg kæresten til at tage disse med hjem;


Jeg synes, de er yndige:0)

Bagefter blev det til et smut ind til byen og i den anledning tog vi ind forbi Moogfro for at spise frokost. Moogfro er et hyggeligt lille spisested, hvor de serverer morgenmad og frokost til en overkommelig pris af lækre og økologiske råvarer. Jeg har altid fået en rigtig god betjening dernede og det er så dejligt, at man både kan få mad vegetarisk, vegansk og med kød.
Idag var hun så sød at lave denne platte til mig, som bestod af lidt af hvert her bl.a. linsefrikadeller, hummus, langtidsbagte tomater, urtebøf og syltede auberginer;



Min kæreste fik en sandwich med kyllingesalat, som han også fandt ganske glimrende


Og tilsidst lidt billeder fra stedet;





Moogfro er helt sikkert et besøg værd hvis man vil have en hurtig morgenmad eller frokost til en overkommelig pris. Men man skal være opmærksom på at de kun har åbent til kl. 16 og at der ofte er rift om pladserne. Deres hjemmeside finder du lige her



søndag den 1. juli 2012

Ferietid.....


Så er det blevet ferietid her på den måde at de næste 3 uger har min kæreste ferie og det skal nydes. Jeg ville ønske at vi bare kunne pakke kufferten og tage det første fly sydpå. Men efter Mallorca turen er der desværre ikke de store økonomiske ressourcer til det helt store "ferie rush". Men.... men det skal nu ikke ødelægge noget som helst. for bare det at have flere sammenhængende dage, hvor vi kan foretage os ting sammen og tage på små udflugter. Det er en glæde i sig selv. Vores første lille miniferie bliver en tur til Hamburg. Vi tager afsted på torsdag og tager en enkelt overnatning. Jeg glæder mig til at se byen (har efterhånden hørt så meget godt om hamburg) og jeg glæder mig til at kunne øko shoppe hudplejeprodukter til halv pris. Min kæreste drømmer derimod om at gå helt amok i grænsekioskene. Jeg er sikker på at vi nok skal blive tilfredsstillet begge to:0).


Imellemtiden står den på filmhygge, spil og gæster.....og en tur ud at nyde solskinnet, når det nu endeligt titter frem. Jeg vælger at sætte min lid til det danske vejr, for jeg trænger i den grad til at blive opladet af solens livgivende stråler......så jeg krydser fingre for godt vejr, så vi både tage på udflugter i det danske grønne og nyde solen fra altanen. Ren afslapning er bestemt ikke at kimse af.



En anden ting jeg virkeligt glæder mig til at dyrke i ferien er hende her.....skønne Louise L Hay og alt hendes positive tænkning. Jeg investerede i hendes film for et par år siden og havde helt glemt, at jeg havde den liggende, indtil en bekendt  mindede mig om hvor vigtigt det er hele tiden at tro på det gode i livet og tænke positivt. Og dertil må jeg nok indrømme, at jeg i perioder er meget glemsom på den måde, at jeg glemmer, at livet er godt og smukt i sig selv, og at alt hvad vi vælger at tro på og ønsker os, det kan i bund og grund lade sig gøre. Så jeg har tænkt mig at lade mig omslutte af Louise L Hay`s dejlige energi og alt hendes positive tænkning i håb om, at det vil ligge sig latent i min underbevidsthed, så jeg ikke altid behøves at huske, men bare vil tage det som en naturlig del af livet:0):0):0)

Alt er godt1