En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

onsdag den 26. december 2012

juleboller med figner og pecannødder

Så har julefreden sænket sig over højbjerg. Solen står højt på himlen og jeg nyder i den grad at det ikke er frost og sne, så vi rigtigt kan komme ud og gå nogle lange ture og få lidt ekstra på D-vitamin kontoen.

I år er vi heldigvis fri for julefrokoster og andet familie tam tam, og det nyder vi begge til fulde. Så vi holder dovne dage med film, spil, konfekt og ren afslapning.
Og så har vi store planer om at vi skal ind og se Life of Pi....en film jeg glæder mig meget til. For mig er den perfekte jul virkeligt, når man selv får lov at vælge hvad der skal stå på programmet og hvor man bare kan nyde at have fri og være sammen.....

Og der har sørme også været tid til at bage juleboller med figen og pecannødder og de blev på alle måder vellykkede og så er det fyldt med gode og sunde ting til maven og fordøjelsen.
Jeg bager altid mine boller koldhævede både fordi de vinder så meget mere i smag, men også fordi det er nemmere og så elsker jeg at få friskbagt brød om morgenen.
Så vi guffer løs og tager (endnu) en slapper på sofaen og minder hinanden om hvor dejligt det er at være kærester.

Opskriften kommer lige her;

25 g gær (jeg bruger altid økologisk tørgær)
1 l koldt vand
10 tørrede figner
1 spsk salt
100 g pecannnødder (eller valnødder)
2 gulerødder, groftrevne
3 spsk olivenolie
1 dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
1 stor tsk. kardemomme
450 g fuldkornsspelt
250 g kamutmel
100 g speltflager (eller havregryn)
100 g boghvedemel
100 g sigtet spelt

Rør gæren ud i vandet.
Riv gulerødderne groft og skær fignerne i tern.
Hak nødderne groft.
Tilsæt figner, salt, nødder, gulerødder og olie.
Tilsæt kerner.
Tilsæt derefter mel lidt efter lidt og rør grundigt.
Målene er sådan ca. Dejen skal være let klistret.
Sæt film over skålen, gerne flere lag, så dejen holder helt tæt.
(Så hæver den bedre)

Sæt dejen til hævning natten over.
Næste morgen former du dejen med to skeer til klatter på en bradepande.
Jeg fik ca.15 stk.
Det første hold boller lagde jeg i en kold ovn og tændte for 200 grader.
De skal have ca. 20-25 minutter alt efter hvor varm en ovn du har.
Det næste hold fik samme tid ved 200 grader.
De er færdige, når de lyder let hule, når du banker dem på bunden


søndag den 23. december 2012

Julekage på raw food manèr

For mit vedkommende er der ingen jul uden denne skønne julekage, som er fra caroline fibæks "Raw Cake" bog. Jeg er hverken til and eller ris`a`lamande. Hvert år til jul overvejer jeg at lave en vegansk udgave af `den gængse ris`a`lamande. Men det bliver ligesom aldrig til noget, og ud fra dette kan jeg konkludere at det højst sandsynligt er, fordi jeg hverken savner eller længes efter denne spise juleaften.
Til gengæld er det efterhånden blevet tradition, at jeg laver denne kage op til jul, som jeg gerne kaster alt min kærlighed over, både fordi den smager virkeligt godt, men også fordi at det er lidt af en booster hvad angår fordøjelse og immunforsvar.
Og lige pt hvor min næse løber konstant (ihh altså), og min mave slår knuder af stress, hver gang jeg bevæger mig nær centrum, så er den meget kærkommen....

Jeg har ellers haft lidt krise på, da min højt skattede food processor gik i stykker midt i December. Ikke at denne kage ikke kan laves ved at male mandler til mel i en mini blender og ælte dejen i hånden.... men det er altså bare meget nemmere og hurtigere med en foodprocessor.
Men nu har kæresten og jeg været på udsalgsjagt, og vi er blevet de lykkelige ejer af en magimix maskine. Et lidt dyrt køb, selvom den var sat meget ned, men den spinder som en mis og jeg ved, at jeg vil føle mig fyldt med taknemmelighed, hvergang jeg skal blende, hakke, rive eller røre, fordi det virkeligt er guld værd tidsmæssigt at have en ordentligt køkkenmaskine og så har motoren hele 12 års garanti. Det var jo slet ikke til at stå for....

Men tilbage til den magiske julekage, som man selvfølgelig også kan nyde med god samvittighed, når det ikke er jul.
Jeg har justeret en lille smule i opskriften, men ikke meget. Hun kan virkeligt noget med de raw kager, hende Caroline.....

Opskriften lyder;
2 dl. mandler
2 dl. valnødder
1 dl. hasselnødder
2 dl. dadler, udstenede
saften fra ½ appelsin
2 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ tsk stødt ingefær (eller 1 cm friskrevet)
1 æble, revet

Orangecreme
1 dl. cashew eller macademianødder, udblødt i vand et par timer
saften fra 1 appelsin
1 tsk agavesirup
1 nip vanillepulver
Evt revet skal fra ½ appelsin (jeg synes cremen har en tendens til at blive bitter, når jeg tilføjer appelsinskal, så jeg undlader altid)

Mal mandler til mel i en blender eller i foodprocesseren. Hak valnødder og hasselnødder groft.
Blend dadler med mandelmel og appelsinsaft til en lind masse.
Tilsæt krydderier, revet æble og hakkede nødder. Lad maskinen køre eller ælt grundigt.
Fyld en form eller et fad med dejen og lad den gerne stå et par timer og trække krydderier.

Orangecreme; Blend cashew/macademianødder med appelsinsaft, vanillepulver og agavesirup.
Hæld cremen over kagen og nyd.....du bliver ikke skuffet:0)



 ......og så blev det den 23 og julefreden sænker sig stille og roligt over vores lille hjem i Højbjerg.

Alle de nødvendige indkøb er blevet foretaget, rengøringen er vel overstået og sneen fyger udenfor.
Så bliver det alligevel en hvis jul i år.

Rigtigt glædelig jul.....må den blive fyldt med varme, hjerterum og rare stunder.......:0):0):0)

torsdag den 20. december 2012

Julens små kreative projekter i trylledej

Her i december måned har jeg siddet og hygget mig med lidt trylledej.....og blevet ret begejstret. Det er meget zen-agtigt at sidde og modelere de små figurer...og tiden flyver afsted.
Det er rart lige at have noget andet på hobbyplan end maleriet, som ofte er meget tidskrævende. Det eneste minus ved trylledej er at det er lidt hårdt for hænderne, så det er med at huske at vaske dem ofte og smøre dem med en god håndcreme efterfølgende.....

Det er blevet til lidt engle, lidt julemus og et par køleskabsmagneter. Selv min kæreste kunne overtales til at lege lidt med. Han har lavet den ene mus.


 
 
 
 
 

 
Der findes mange forskellige opskrifter på trylledej...den jeg indtil videre syntes har fungeret bedst er denne;
 
5 dl discountmel
3 dl. dyr mel
3 dl fint salt
3 dl varmt vand
2 spsk billig madolie
 
Hvis dejen er for tør tilsættes mere vand.
 
Det er lidt forskelligt hvor lang tid figurerne skal have i ovnen. Jeg bagte dem alle ved 150 grader. De store figurer i ca. 2,5 time og de mindre i 1 time til 1½.
Jeg er endnu kun på begynderstadie, så jeg prøver mig frem og bliver klogere. Jeg har ikke lakeret mine figurer. Men malet dem med akrylmaling og det har fungeret fint.
 
Men der er ca. 117 måder man kan dekorere og behandle dem på....og næste gang jeg kaster mig ud i et trylledejsprojekt skal jeg da helt sikkert prøve lidt flere teknikker af...indtil videre fungerer det her fint...og måske der bliver lavet lidt flere køleskabsmagneter her i juledagene:0)

mandag den 17. december 2012

Julens konfekt.....og lidt om taknemmelighed:0)

Her i weekenden har den stået på den ultimative julehygge. Vi har hørt julemusik, hentet juletræ og lavet julekonfekt i lange baner.
Det har efterladt mig med en følelse af taknemmelighed.....en taknemmelighed over alt det som jeg har i mit liv, at jeg har fundet den mand, jeg har lyst til at dele resten af mit liv med, en taknemmelighed over at vi er så gode sammen og bare forstår at hygge og slappe af i hinandens selskab (noget jeg aldrig har oplevet på samme måde tidligere i mine forhold)
Men så sandelig også en taknemmelighed over alt den overflod, vi har i vores liv. For selvom kontanterne har det med at være små, mangler vi bestemt ikke noget, og jeg er heller ikke nærig med hensyn til, hvad der skal handles ind til julen, fordi jeg ønsker det bedste for mig selv, for den mand jeg elsker, og for de mennesker jeg skal (eller ikke skal) dele julen med.
Jeg giver ikke gaver, men gerne mad og guf af god kvalitet, fordi jeg ved, at det du vælger at putte i din mund og dermed vælger at nære din krop med påvirker dit lykkecenter i hjernen og din krops kemi.
Og hvad kan gøre os mere glade end hvis krop, hjerne og fordøjelse fungerer som den skal, at vi føler os oplagte og fyldt med overskud, og bare har lyst til at gribe hver en dag med alt hvad den har at byde på?

Men tilbage til konfekten....så har jeg selvfølgelig købt ingredienser af god kvalitet og det i mine øjne er god økologisk marcipan, som denne her sødet med honning og dermed helt fri for sukker.
Og så er den slet ikke tør, som marcipan fra helsekosten ofte har en tendens til at være


Og økologiske pecannødder, som min kæreste var så sød at bringe med hjem fra netto.




Marcipan konfekt med pecannødder, valnødder og afskallede hampefrø og yep jeg er ikke perfektionist;0)


Økologisk 85 procents chokolade (det kan man efter min mening ikke få nok af:0)

Og disse amaranthflakes, som ikke kun er glutenfri men også proppet med jern som vi kvinder jo har så godt af.

 




Ud af dem lavede jeg en slags cornflakes toppe, hvor jeg blandede dem med mandler, græskarkerner, morbær, gojibær og lidt hasselnødder...super gode ting til hjernen og jeg overvejer allerede nu at lave endnu en portion til januar (nu har jeg jo købt pakken, Ik:0))

Og så er der vist ikke så meget andet at sige end nu er det snart jul!!!!:0)

torsdag den 13. december 2012

Glutenfri figen-abrikos brød....

Jeg har længe tænkt på, at jeg har haft lyst til at bage et brød med figner. Da vi var I ålborg spiste vi frokost på en lille økologisk cafe, der hedder penny lane og der serverede de et rigtigt lækkert brød med figner, så det må helt sikkert prøves og det i to omgange. I denne omgang bliver det i en glutenfri version. En opskrift fra thorbjorg Hafsteinsdottir`s bog "Spis dig yngre", som jeg har lavet lidt om på.

I julen har jeg så planer om at bage speltboller med figner og blå birkes....ihh alle de små juleprojekter jeg elsker dem og jeg glæder mig rigtigt meget til bare at hygge rundt med kæresten herhjemme i juledagene, se en masse film, spille spil og lave lækker mad af gode råvarer.

Jeg er ikke til and og risalamande til gengæld har jeg besluttet mig for at mine jule(mad)glæder skal bestå af gode ting fra helsebiksen som f.eks her i denne opskrift, hvor jeg har brugt økologisk valnøddeolie. Jeg tænker, at man ved en spareversion kan bruge raps eller anden koldpresset olie.
Og quinoaflagerne kan erstattes af risflager eller havregryn. Men nu er det snart jul og der skal kræses på bedste vis.

Her kommer opskriften på det skønne brød;

Figen - Abrikosbrød

 


1 pose figner (250g)
1 pose abrikoser (250g)
40 g kokosolie
40 g valnøddeolie
100 g quinoaflager
3 æg
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt allehånde
1 tsk stødt kardemomme
½ tsk vanillepulver
2 tsk vinstensbagepulver
50 g hasselnødder
75 g valnødder
125 g mandler

Sådan gør du;

Indstil ovnen på 180 grader. Kør nødder og mandler i en foodprocessor eller i en køkkenmaskine.
De skal hakkes groft, så kør dem ikke for længe.
Tag dem ud og læg tilside.
Kom figner, abrikoser, æg og fedtstof i maskinen og kør til en dej.
Bland abrikos/figen/æggemassen i nøddeblandingen og tilsæt quinoaflager, krydderier og bagepulver.
Smør en brødform eller et ildfast fad med lidt kokosolie.
Bag brødet midt i ovnen i ca. 35-5o minutter alt efter hvor høj en form du vælger at bage den i.
Jeg bagte det i et ildfast fad, så mit brød fik kun 35 minutter og det var rigeligt.
Det blev lidt brændt i kanterne, så næste gang vil jeg lægge bagepapir henover, imens det bager.

Og fortvivl ej, hvis du ikke er indehaver af en køkkenmaskine eller foodprocessor. Min foodprocessor gik i stykker i sidste uge (suk,suk, og snøft....og dette efter kun 3 år)
Men det lykkedes mig at lave dette figenbrød ved at køre nødder og mandler i en foodprocessor. Skære den tørrede frugt i små stykker og så køre det hele med en gammeldags elpisker med dejkroge.

Hvor der er vilje, er der vej:0)



 


 
Jeg spiste lidt hummus til mit brød og det smagte rigtigt dejligt med lidt salt til det søde, men ellers ville soya youghurt eller lidt skyr rørt op med vanille og kardemomme sikkert også være rigtigt lækkert som en lille eftermiddags snack.


mandag den 10. december 2012

Magtfuld musli


Her i weekenden har jeg lavet musli til den helt store guldmedalje. I min familie har vi nemlig besluttet os for at afskaffe julegaverne helt, da vi lige pt kun er voksne, der går rundt om træet. Udover at det er en kæmpe lettelse for økonomien er jeg også meget taknemmelig for, at jeg ikke skal rende strøget tynd, for at finde det helt rette til den rigtige person og ofte er det jo nærmere en dicideret facitliste frem for et ønske om at finde noget, som man tror vil glæde vedkommende.
Men ikke desto mindre elsker jeg at give og jeg ved ikke noget bedre end at give noget, som jeg selv har lavet, og hvor jeg kan stå 100% indenfor kvalitet og smag.

Derfor har jeg haft en helt stue velduftende af kanel hele søndagen, og det er da lige til at blive glad i låget af. Jeg har selvfølgelig også lavet en portion til kæresten og mig selv, så vi rigtigt kan få en masse nydelse indenbords her i den kolde og mørke tid
Og nøøj, hvor skal der hygges, nu hvor sneen står højt og det nærmest er umuligt at bevæge sig udendørs.
For det er så vigtigt at forkæle sig selv (og andre) nu hvor vinteren og julen for alvor står for døren.
Jeg ved at julen er en svær tid for mange (inkl mig selv), så hvorfor ikke bruge noget ekstra krudt på at forkæle sig selv fremfor at please andre.....

Julen handler om at skabe hjerterum...i den grad også for sig selv:0)

Jeg har lavet min musli af økologiske havregryn fra netto og derudover har jeg brugt glutenfri flager. Men man kan gøre som man har lyst...alt fungerer her; rugflager, bygflager, speltflager etc....

Musli


4 dl. havregryn
2 dl risflager
2 dl quinoaflager
1 dl hirseflager
1 dl kokosmel
1 dl sesamfrø
1 dl græskarkerner
1 dl solsikkekerner
1 dl grofthakkede mandler
1 dl grofthakkede valnødder
3-4 tsk kanel
1 tsk kardemomme
½ dl agavesirup
ca. 1½-2 dl vand
4 spsk kokosfedt
2-3 dl tørret frugt (f.eks. rosiner, abrkoser, morbær, gojibær eller hvad man nu kan lide:0))

Bland flager, havregryn, kokosmel, græskarkerner, solsikkekerner, mandler, sesamfrø, valnødder, kanel og kardemomme i en stor skål.

Smelt kokosfedt og agavesirup i en gryde og tilsæt vand. Hæld massen over muslien og bland det hele godt sammen. Læg muslien på en bradepande beklædt med bagepapir og rist den ved 180 grader indtil den er gylden og dufter ( ca. 25-30 min).
Rør i den undervejs så den bliver jævn ristet og ikke brænder på. Lad ovnlågen stå på klem de sidste 5 minutter for at fjerne overskydende fugt.
Tag muslien ud af ovnen og lad den stå og køle af inden du blander med tørret frugt.
Opbevar din musli i en kagedåse eller på glas.

 
Skøn musli til at nyde her i de kolde måneder. Jeg har købt fine englekagedåser i søstrene grene til opbevaring, så jeg dermed kan minde mig selv om hvor vigtigt det er at være god ved sig selv.

torsdag den 6. december 2012

Rødbedesalat med belugalinser og æble


Denne salat er en af favoritterne hjemme hos os lige fortiden. Den er dejligt frisk og smuk at se på...og så smager den bare rigtigt dejligt!




Rødbedesalat med belugalinser og æble




700g rødbeder
100g beluga-linser
3 dl vand
1 lille bundt frisk basilikum
50 g valnødder, groft hakket
1 stort æble
Urtesalt og peber

 
Dressing;
1 hvidløg, presset
1½ spsk. hørfrø eller olivenolie
Saft af en halv citron
1 tsk. dijonsennep
Evt. et skvæt agavesirup

 

Kog rødbederne i 40-50 minutter alt efter størrelse. De skal være til at stikke i med en gaffel.

Skyl linserne grundigt og kig dem efter for sten. Kog dem i ca. 20 minutter under låg ved svag varme.

Gnub skindet af rødbederne og skær dem i små tern.

Skyl basilikum og hak den fint.

Skyl æblet og skær det i små tern.

Vend rødbederne med linser, basilikum, æble, valnødder. Krydr med urtesalt og peber.

Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend den i salaten.

 
Server som tilbehør til f.eks fisk, tærte eller vegedeller….eller på julebordet som et frisk pust til den gængse og noget tunge julemad.

 

mandag den 3. december 2012

Julemarked i Ålborg



Her i weekenden er julehyggen for alvor blevet skudt igang....for mit vedkommende med en tur til Ålborg og dens hyggelige julemarked.
Vi var også afsted sidste år og har besluttet os for, at det skal være en tradition med en lille udflugt i december op nordpå.
Og der er nu altså et eller andet med Ålborg som jeg rigtigt godt kan lide. De små hyggelige gader og så selvfølgelig deres super hyggelige julemarked, som jeg virkeligt vil anbefale. Pariserjul i snevejr....det er der altså noget ganske særligt over. Om ikke andet er det skønt at have mulighed for at rive et døgn ud af kalenderen og bare nyde hinanden, inden december måneds arrangementer for alvor går igang.

Rigtigt glædelig december....må denne december blive fyldt med varme, hjerterum og samvær med de mennesker man holder af:0)