En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

fredag den 25. januar 2013

Tærte med spidskål og broccoli......og lidt om de gode fedtstoffer

Endnu en opskrift på en tærte og denne gang med spidskål. En super god måde at få brugt  resterne af et kålhoved (hvidkål kan også bruges)
Denne gang har jeg eksperimenteret lidt med tærtebunden og tilsat endnu flere gode fedtstoffer fra mandler og sesamfrø.
Jeg er bestemt ikke fedtforskrækket og her i den kolde tid, har vi brug for ekstra af det gode fedt, som en hjælp til at løfte humøret og holde varmen.

Jeg vil vove at påstå at det værste man kan gøre ved sig selv er at gå på en fedtfattig kost, det er alt for drænende for både krop og sind.

Jeg har erfaret at det er så meget bedre at smøre sig indefra ved at indtage mange af de gode fedtstoffer fremfor at kyle en masse penge efter alle de dyre hudplejeprodukter. Og jeg har virkeligt været en af dem, der har gjort dette i og med at jeg har haft så mange problemer med min hud (pga. angst og dermed dårlig fordøjelse). Men efter at jeg er begyndt at indtage olier, avokado, nødder og andre gode kilder til fedtstof dagligt, har jeg fået så  meget ros for min hud. Og det gør mig stolt, og glad. Det er vigtigt at huske på, de ting man er god til:0)

Men her er i hvert fald en opskrift på en tærte som er langt fra fedtfattig, men som indeholder en masse god fedt, skønne kilder til kalk fra mandler og sesamfrø og en masse fibre fra alt det lækre kål....

Tærtebund;
50 g mandler, blendet til mel
20 g sesamfrø
40 g hirseflager
100 g quinoamel
75 g økologisk smør
ca. 1 dl. koldt vand

Fyld;
200 g spidskål
150 g broccoli
1 porre
2 hvidløgsfed
lidt friskhakket chili
1 tsk. timian

4 æg
2 dl rismælk eller havrefløde
friskkværnet muskatnød

Tænd ovnen på 200 grader

mandler blendes til mel og æltes sammen med quinoamel, sesamfrø, hirseflager, smør og vand.
Rulles ud og ligges i et tærtefad.
Bunden forbages ca.5 minutter

Porrer, chili og hvidløg snittes fint.
Kål skæres i fine strimler.
Alle fire ting svitses let på en pande Krydres med lidt urtesalt, friskkværnet peber og timian.

Broccolien vaskes, skæres i små stykker og gives et hurtigt opkog.

Fyldet fordeles i den forbagte tærtebund

Æggene piskes med havrefløde eller rismælk. Krydres med lidt urtesalt og friskkværnet muskatnød.

Æggeblandingen hældes over tærten og hele molevitten bages ca. 30 minutter ved 200 grader.
Jeg plejer at holde lidt øje med tærten undervejs og bliver broccoliene for mørke ligger jeg et stykke bagepapir over tærten de sidste 10-15 minutter.

Og det gode ved tærter er at de bliver bedre jo længere tid de står og trækker. Jeg sørger altid for at der også er til dagen efter.

God appetit:0)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar