En blog om alt det der gør mig glad og alt det, der inspirerer mig i min hverdag. Mit ønske er at blive bedre til at huske på alle de positive oplevelser og stunder, jeg har i min hverdag.....for livet er i bund og grund en virkelig smuk ting. Men når man er et menneske, som mig, der til tider har det med at løbe ind i en voldsomt storm i form af en angst, der kan være alt dominerende, så er det så ekstra vigtigt at huske på alt der beriger og som gør hverdagen værd at forholde sig til. Så dette er mit positive projekt......jeg tænker, at alle må have behov for at samle på smil engang imellem.....dette er mine smil:0):0):0)

lørdag den 23. marts 2013

Rodfrugtpandekager


I dag har jeg haft en rigtigt skøn dag med masser af venindetid. Hvis der er noget, der kan live èn op, er det da lige det, og så skinner solen oveni købet.
Det er godt nok stadigvæk isnende koldt, men det føles nu knapt så slemt, når solen står ned fra en klar himmel......og i næste uge står den så endeligt på plusgrader igen.

Jeg er mere end klar til at gemme vinterjakken og vinterstøvlerne langt væk og bare springe ud i foråret og være all in positiv omkring alt, og iføre mig en masse skønne farver.....

I mellemtiden vil jeg nyde en masse af disse skønne rodfrugtpandekager, som jeg lavede forleden aften.
For som jeg sagde til min kæreste..."nu er det snart ved at være på det sidste med rodfrugterne, så det er bare med at nyde det (samtidig med at jeg virkeligt glæder mig til alting bliver mere frisk og grønt), imens det er der".

Så vi lavede en dobbeltportion, så der også er lidt at fryse nedad. For det geniale ved disse pandekager er også at de er et hit til morgenmad med et kogt æg, lidt pesto, avocado, hummus eller hvad man nu foretrækker. Så jeg laver altid til fryseren.

Opskriften kommer lige her;

300g rodfrugter, fintreven
2 æg
Et lille bundt persille
Et lille bundt purløg
2-3 tsk. mel
30 g grofthakkede hasselnødder
salt og lidt peber
olivenolie til at pensle med

Krydderurterne hakkes fint og alle ingredienserne blandes sammen i en skål. Juster mel (put endeligt ikke for meget i) så du har en sammenhængende masse.

Hvis man ønsker det kan man riste nødderne let i 10 min ved 200 grader, hvorefter man nemt kan nulre den let bitre skal af. Det gør jeg altid, da jeg virkeligt synes der er meget at vinde smagsmæssigt, når man rister sine nødder.

Fordel rodfrugtblandingen i små klatter på et stykke bagepapir og pensel dem let med olivenolie.
De skal have ca. 20 minutter ved 200 grader til de er let gyldne.

Serveres med en blandet salat og noget protein. Vi fik fiskefrikadeller til, men anden fisk ville også være lækkert. Spiser man ikke fisk vil en bønne eller linsepostej være et godt supplement.


 Serveret på fad....
 
 
 Og her sammen med hjemmerørt fiskefrikadelle, rødbedesalat og cashewnøddesmør
 
Og så vil jeg ønske en rigtigt god påske. Min kæreste har ferie fra nu af, så vi nupper en lille get-away til Hamburg. Glæder mig helt igennem til lidt luftforandring og til bare at kunne nyde hinanden 3 dage i streg.
 
 
 

fredag den 22. marts 2013

Om at rumme alt.......og mærke den indre styrke

I denne uge har jeg øvet mig i at rumme alt, og jeg mener virkeligt ALT. Og det har bestemt ikke været nogen nem opgave, specielt fordi denne uge har været meget smertefuld for mig.
Jeg er en af de kvinder, der døjer rigtigt meget med smerter under min menstruation og lige fortiden lidt mere, end hvad jeg plejer at opleve. Det har gjort, at jeg har ligget flere dage i sengen ude af stand til at fokusere på så meget andet end at trække vejret.
Jeg forsøger at tænke positivt, og jeg tænker, at der er et formål med smerten, for aldrig har jeg oplevet så stor aktivitet i hele min krop. Og jeg ved, at noget af det skyldes de behandlingerne, jeg får hos zoneterapeuten. Så det er positivt, men også super angst provokerende for hele mit system, at skulle forholde sig til og rumme alt den smerte.
Og da jeg i forvejen kæmper lidt med at opbygge en større appetit er sådan et par dage i sengen absolut ikke befordrende for noget som helst. Men i stedet for at gå neden om og hjem, og bare være opgivende omkring det hele har jeg forsøgt hele tiden at have fokus på at få noget nydelse indenbords, både hvad angår mad.....men mest af alt hvad angår afslapning og selvforkælelse.

Jeg ved, at jeg er stærk, og selvom jeg nogle gange har følelsen af, at nu vipper hele læsset, så ved jeg, at jeg er i stand til at klare, hvad end livet byder mig. Og jeg ved, at jeg er i stand til at rumme alt.
For udover smerten er der også mine håb og drømme, som jeg hele tiden forsøger at nære og give liv til.
Men nogle gange brister drømmene, og jeg mærker en overvældende sorg i mit hjerte.
En sorg over alt det jeg ikke er i stand til at gøre her i livet pga. angsten. En følelse af at være udenfor, fordi jeg ikke er i stand til at gå ud og få mig et job og dermed et større socialt liv. Eller at jeg ikke er i stand til at spare op, så vi kan rejse sydpå hver vinter.
Og ja, det hænder, at jeg er skuffet.....meget skuffet.

Men det er der bare ikke noget at gøre ved, for man har nu engang det, som livet har givet. Der findes kærlighed i hver en smerte. Og der findes muligheder i hver en begrænsning.
Så det er bare med at komme op på hesten igen, og få det bedste ud af det som er.
For begrænsningerne ligger helt reelt i den måde, vi tænker på. Ikke i vores formåen og gøren.

I de dage hvor jeg har været helt nede og ligge har jeg dulmet min sorg og elendighed med serien Scarlett (efterfølgeren til Borte med blæsten). Jeg købte serien engang i fakta for mange år siden for 50 kr....og jeg ser den igen og igen. Det er rent flødebolle romantik, men min sjæl elsker det og jeg elsker Scarlett, for hendes gå på mod og hendes stærke vilje; I en scene siger hun; "Ja, jeg vil leve, jeg vil virkeligt leve!!!". Dette i en scene efter at det er gået op for hende, at Rhett har forladt hende for evigt, og at hun bliver nødt til at rejse sig igen og ligge fortiden bag sig.
Nogle gange er det bare i de små ting, styrken skal hentes.

Det er så vigtigt at huske på den indre styrke, vi alle har.
Og i stedet for hele tiden at flygte fra sig selv i et forsøg på at slippe for at mærke (noget som jeg ofte er rigtigt god til), så er det meget mere livgivende at give sig selv ro og give sig tid til at rumme alle de følelser, som kører rundt i systemet.
Alt hvad vi føler, er det som giver os liv, og som giver os mod til at kæmpe...om det er mod vinter og kulde, mod samfundets opskruede idealer eller mod de betingelser i livet, som ikke stemmer overens med vores ønsker og behov.

Det er i livet forandringen findes.....og så er det lige, at vi skal huske at klappe os selv på skulderen over alt det, vi faktisk gør, og huske på, at vi er gode nok, som den vi nu engang er.
Det sidste er noget, jeg i høj grad arbejder på lige fortiden. For hvor livgivende er det lige at være en omvandrende undskyldning for sig selv?


Min selvforkælelse i denne uge har bl.a. bestået af;

 
Pink smoothie til morgenmad

 
Masser af stærk mørk chokolade (genialt mod menosmerter)


Og flødebolle romantik i form af "Scarlett" på flimmeren.
 
Nogle gange er det bare de små ting, der tæller:0)






mandag den 18. marts 2013

lækkert frø-flute/gulerodscreme....og lidt mandagsævl!

Så blev det mandag og hvilken slags. Jeg har næsten ikke lukket et øje i nat, fordi lejligheden har knirket og knaget hele natten.
Så hvad gør man på sådan en grå mandag hvor hele kroppen bare skriger efter sol og forår....man pjækker fra alt hvad der hedder forpligtelser og aftaler.....og nyder en dag med højt musik fra radioen og bager løs. Yep, for der er ikke noget skønnere og mere afstressende (for mit vedkommende end at bage) og nogle gange, ville jeg ønske, at det var noget jeg kunne gøre 5 ud af ugens dage, fordi det gør mig så glad og tilfreds. Hvis jeg havde midlerne til det, ville jeg åbne en cafe udelukkende med muffins og boller.....og jeg ville bevæge mig rundt i en os af skønne krydderier og en duft af nybagt brød dagen lang. Det lyder sikkert mere idyllisk, end det er i virkeligheden, for jeg kan kun forestille mig hårdt det også vil være at have ansvar for sådan et sted.....og 117 andre ting.
Men jeg bliver ved mine idylliske drømme og så tænkte jeg at jeg lige ville dele en opskrift på et super lækkert frø-brød og den gulerodscreme, som vi fik lavet i går.
Begge dele blev vellykket og brødet så lækkert, at jeg har lagt en ny omgang dej til bagning i morgen.

Frø-flute

10 g gær
5 dl koldt vand
2 tsk havsalt
1 dl chiafrø
1 dl hørfrø
1 dl græskarkerner
1 dl sesamfrø
2 dl havregryn
200g quinoa mel
100g majsmel
100g fuldkornspelt

Gæren røres ud i koldt vand sammen med havsalt.
Tilsæt frø, kerner og havregryn - rør.
Tilsæt quinoamel, majsmel og juster konsistensen med speltmelen.
Man kan evt. tilsætte lidt mere spelt, hvis man synes. Dejen skal være fast så man kan ælte den med hænderne.
Pak skålen godt ind i husholdningsfilm og lad den stå og hæve natten over.
Næste morgen former du tre aflange flutes. Med en kniv laver du riller i brødet, så det bliver en slags brydebrød, der kan knækkes af i stykker, når det er færdigbagt.
Lad det gerne stå at efterhæve en times tid eller to.
Vi gav brødene 30 minutter ved 200 grader.
Det skal ikke være helt hårdt, men stadig lidt fugtigt, når du tager det ud af ovnen.
Lad det stå og hvile en times tid, inden du brækker det i stykker.
Smager fantastisk med koldt økosmør.



Gulerodscreme;

3 gulerødder, kogt møre
saft af en halv appelsin
½ tsk. spidskommen
1 tsk. timian
½ fed hvidløg (gerne mere hvis man godt kan lide en kraftig hvidløgssmag)

Gulerødderne skrælles og koges møre i ca. 10 min.
Alle ingredienserne blendes og du har en meget smuk creme, som er super som tilbehør til fisk, postej eller på brød.

 


Og sidst men ikke mindst et lille billede af endnu en omgang af de sunde gulerodsmuffins, som jeg simpelthen bliver nødt til at have et lager af i min fryser til at forsøde hverdagen lidt her i den fortsat kolde og våde tid......

 
Og så går jeg lige et smut i hi og beder til, at solen står højt på himlen, når jeg beslutter mig for igen at bevæge mig ud i virkeligheden..........

søndag den 17. marts 2013

Tapasaften hos svigermor/Vegansk linsepostej

I denne weekend har vi fejret min svigermors 55 års fødselsdag. Det gjorde vi ved at holde en Tapas aften hos hende, hvor vi hver især afprøvede en ny opskrift.....så lørdagen brugte vi en stor del af dagen i køkkenet.
Og min kæreste han viste virkeligt sit værd på alle måder.
Jeg var snottet, havde mavekramper og var på alle måder ret ynkelig og opgivende.
Ikke lige de bedste forudsætninger for en vellykket aften. Men hvor min hjerne stod helt af, formåede han at tænke klart og kreativt og vi fik fremtryllet nogle små lækre retter, som vi kunne medbringe til om aftenen.
Jeg har længe haft en opskrift på linsepostej liggende, men havde bare lige overset, at den ikke skulle bages, og det var også først her, jeg opdagede, at der ikke skulle æg i. Men det er jo super, hvis man er veganer eller ikke tåler æg. Men vi bagte den nu altså alligevel, da konsistensen ellers mindede lidt for meget om leverpostej efter min smag (der er en grund til, at jeg ikke spiser kød:0)). Resultatet blev yderst velsmagende, selvom udseendet absolut ikke taler for sig.
Nu er jeg så ved at afprøve om den er fryseegnet, for det er helt sikkert noget som kan bruges til en skovtur i det grønne eller til madpakke en dag på farten.

Min kæreste lavede blomkålsfrikadeller, som i og for sig blev ret lækre i konsistensen, men blomkålen var desværre lidt for bitter, så det prøver vi lige igen, når de danske blomkål er at finde på hylderne.
Så den opskrift bliver delt en anden gang.

Min svigermor forkælede os som altid med en masse lækkert fisk (hun forkæler os altid så meget og vi elsker det!!!).
Så vi gik havtaske paneret i majsmel med jordskokkepurè og gulerodscreme. Og så havde hun købt friske torskebukser, som hun havde kogt. Uhm.... hvor var det lækkert. Jeg ærgrer mig over, at fisk er så dyrt, for jeg må indrømme at herhjemme står den for det meste på ovnbagt laks, da vi kan købe det billigt igennem min svigermors arbejde.

Så trods mavekramper og lidt dårligdom blev det alligevel en hyggelig aften, og jeg fik heldigvis smagt det hele. Og så fik vi rester med hjem, så det er nemt i aften, og jeg kan nyde lidt mere, nu hvor mavekramperne er aftagende.

Her er lidt billeder af den lækre mad;

Lækkert frøbrød

Blomkålsfrikadeller

Linsepostej

Havtaske, jordskokkepurè og frisk torskerogn

Og det hele serveret på en tallerken


Opskriften på linsepostejen kommer lige her;

Opskriften er til en meget stor portion, så næste gang nøjes jeg helt sikkert med halv portion......så hellere lave den igen, for den er faktisk ikke så svær at lave, når man altså lige husker at læse hele opskriften inden man går igen:0)

3 dl franske delikatesselinser
300 g champignoner (hvis man synes kan man evt. bruge 50 g tørrede)
2 små løg, grofthakket
3 fed hvidløg
3 stængler bladselleri
2 tsk. tørret timian (eller et par stilke friske)
50 g valnødder (er sikkert på at hasselnødder eller mandler også vil være lækkert)
3 spsk. olivenolie
1 tsk. salt
Friskkværnet sort peber.

Skyl linserne grundigt og kog dem i rigeligt vand i ca. 20 minutter. Sauter løg, champignoner, hvidløg og blegselleri ved svag varme i lidt olivenolie. Grøntsagerne skal ikke tage farve, men blot blive lækre og bløde.
Tilsæt timian og lad gerne blandingen køle af 10-15 minutter.
Kør herefter de afdryppede linser, grøntsagerne, valnødder, salt, peber og olivenolie på en foodprocessor. Smag til og tilsæt evt. mere krydderi eller olivenolie.
Hæld postejen i et fad og bag den 25-30 minutter ved 200 grader til den er fast og lækkert sprød.

Nyd gerne med lidt grønt tilbehør, som rødbede eller broccolisalat og noget lækkert brød.
Vi skal lege lidt med en gulerodscreme i aften. hvis det bliver vellykket bliver den selvfølgelig delt her på bloggen.

Hav en fortsat god søndag....jeg gruer lidt for de næste par dage. Snestorm i marts...helt ærligt. Hvad sker der lige for vejret?

onsdag den 13. marts 2013

Har du draget omsorg for din lever idag?

Lige fortiden er noget af det, der optager mig, mit forhold til min lever. Det lyder måske lidt underligt, men jeg er blevet noget klogere på, hvor vigtigt det er, at min lever er i balance, efter at jeg er begyndt med zoneterapien. Ekstra OBS på det er jeg blevet på det sidste, fordi jeg kan mærke, at jeg virkeligt føler mig parat til, at der skal ske nogle markante ændringer i mit liv, og dette meget i forhold til den angst og dermed den stress jeg byder min krop.
Ikke at det er super nemt og ligetil for mig. For det kan godt være, at jeg i en periode kan være næsten angstfri om dagen, men så kommer den til gengæld til udtryk om natten, hvor jeg plages af mareridt og dårlig søvn.....og det er i og for sig ret dumt. For jeg ved, at min angst blot er en bekymringstanke og fuldstændig irrationel. Men det gør den ikke nemmere at håndtere.
Stress og negative tanker sætter sig i leveren, og i og med at leveren er kroppens største organ. medfører dette ofte en masse ubalancer i hele kroppen. Desuden spiller leveren en stor rolle i et velfungerende immunsystem og er med til at styre både stofskiftet og afgiftningen af kroppen.
Så det er vigtigt hverdag at drage omsorg for sin lever og på den måde nurse hele kroppens indre balance.
Traditionelt siges det, at leveren er mest aktiv om foråret, og i disse tíder, hvor vi dagligt er omgivet af så mange sprøjtegifte, hormonforstyrrende stoffer, forurening etc. er det ekstra vigtigt at være opmærksom på at være god ved sin lever.
Jeg har også hørt rigtigt mange snakke om leverudrensning, og læst lidt om det. Men det er nu ikke noget, jeg har tænkt mig at sætte i værk lige pt. Men hvis man går i disse tanker er foråret et optimalt tidspunk, fordi kroppen har godt af at blive renset ud efter vinterens mange ophobninger.

I kinesisk medicin ses leveren som hovedorganet for livsenergien. Leverens opgave er at sikre flowet af denne energi, således at den kan flyde frit i hele kroppen. Stress, frustration, hidsighed, vrede, irritation og uforløste følelser vil blokere dette flow, og dermed forstyrres mavens og miltens arbejde.

Leveren stimuleres af den sure smag og af bitre urter, så det er godt hver dag at indtage noget som er surt eller bittert, da det støtter leverens arbejde og naturlige udrensning.
Gode ting for leveren er bl.a.

Aloe vera juíce
mælkebøttesaft
ruccola
artiskokker
valnødder
blåbær
kål i alle afskygninger

Jeg sørger bl.a. for hver dag at spise en håndfuld ruccola og lidt valnødder.

Hvad der ellers er vigtigt at tænke på er;

At tygge maden grundigt
I så vidt et omfang det er muligt at undgå sprøjtegifte
At undgå tunge proteinkilder, som okse og svinekød
At undgå tobak, alkohol og kaffe
At gå lange ture i den friske luft

Og vigtigst af alt;

At tænke glade og positive tanker

Lige fortiden har jeg desuden rigtigt meget glæde af Valleforce, som er et produkt udvundet af ostevalle. Det lyder ikke så lækkert og smager heller ikke synderligt godt. Men det er rigtigt godt til plejning af tarmfloraen, og hjælper bl.a. ved mavekatar, mavesår, forstoppelse, løs mave, luft i tarmene, oppustethed, og for lille lever aktivitet.
Desuden kan det også bruges udvortes ved uren hud, sår og småskræmmer.
Alt i alt et lille vidunderprodukt, som har fundet vej til mit køleskab.......


mandag den 11. marts 2013

Noget af det bedste jeg ved.....

Uha....hvor er det blevet sind sygt koldt udenfor IGEN!!!!
Min tålmodighed er så absolut ikke til dette vejr....jeg vil gerne have forår NU!!!

Ikke desto mindre havde jeg mig en dejligt afslappende eftermiddag badet i solens stråler, som heldigvis formåede at trænge stærkt igennem vinduet og indefra føltes det helt forårsagtigt og varmt.
Det fik mig til at tænke på alle de ting, som giver mig en ja følelse og som er noget af det bedste jeg ved;

-At mærke solens stråler mod mit ansigt
-At tænke positive tanker
-At have tillid til livets proces
-At være helt rolig i mit sind
-At elske og blive elsket
-At drage omsorg for mig selv
-At føle mig varm og veltilpas
-At nå de mål, jeg sætter mig
-At føle mig værdsat og respekteret
-At have en følelse af samhørighed
-At føle en eller anden form for nydelse hver dag
-At blive forkælet
-At have overskud til at være noget for andre
-At gøre min kæreste glad og give mange kram
-At elske endnu mere.............
-At samle på positive øjeblikke
-At tro på at livet er godt og virkeligt vil mig
-At have følelsen af at jeg kan alt!

 
I weekenden fik jeg disse meget smukke øreringe af min kæreste i 3 årsgave, så jeg er blevet elsket og jeg elsker højere for hver dag, der går og det i sig selv er en kæmpe gave.
 
Det er koldt udenfor...men foråret er heldigvis begyndt at indfinde sig i mit sind:0)
Jeg beder til at solen fortsat vil skinne.....

 

søndag den 10. marts 2013

Rødbedeboller med timian

Imens vinden rusker udenfor (og hele lejligheden knirker) har den på denne søndag primært stået på indendørs hygge.
Min mand har lavet ægte amerikanske pandekager og jeg har bagt disse smukke rødbedeboller....de er næsten helt prinsesseagtige og ville sikkert være et stort hit til enhver prinsessefødselsdag.
Jeg har leget lidt med at gøre opskriften glutenfattig, samtidig med at jeg har bevaret smagen af den gode speltmel.
Jeg synes de er blevet rigtigt vellykkede, og dejligt saftige pga. rødbeden. Jeg koldhæver stort set altid mit brød, da jeg synes det giver den bedste smag, og så synes jeg, det er så dejligt at stå op til friskbagte boller.

Opskriften lyder således; 

3 dl koldt vand
2 dl yoghurt eller Soya yoghurt
lidt gær (jeg bruger altid tørgær)
2 tsk. salt
et skvæt agavesirup
2 spsk. olie
2 store groftrevne rødbeder (eller 3 små)
1 dl græskarkerner
½ dl sesamfrø
½ dl hørfrø
1 stor håndfuld valnødder
200 g quinoa mel
100 g majsmel
100 g boghvedemel
ca. 200 g fuldkornsspelt (mærk efter konsistens)
Timian til drys

Gæren røres ud i koldt vand sammen med agavesirup og salt. Yoghurt tilsættes. Rødbederne rives groft på et rivejern og tilsættes sammen med kernerne. Tilsæt mel lidt af gangen. Start med det glutenfri og reguler mængden af speltmel alt efter hvor klistret en dej, du ønsker. Min dej var godt klistret.....det er det, jeg bedst kan lide.
Til sidst tilsætter du de grofhakkede valnødder og pakker skålen godt ind i husholdningsfilm. Sæt den på køl og lad den stå og hæve natten over.
Næste morgen sætter du klatter af dejen i bollestørrelse på en bageplade og drysser rundhåndet med timian.
Du kan vælge at lade dejen stå og hæve yderligere i 40-50 minutter eller sætte pladen ind i en kold ovn og tænde den på 200 grader. Bollerne hæver i takt med at ovnen varmes op. Vælger du den første metode skal de have 20-25 minutter. Vælger du den sidste metode skal de have ca. 30 minutter. Husk at holde øje med dem undervejs. De er færdige, når de lyder hule, når du banker dem under bunden.



God appetit og fortsat god søndag:0)

fredag den 8. marts 2013

Små forårsglæder, der er værd at ligge mærke til

Denne uge har jeg været helt nede og vende med forkølelse, og snot, snot og mere snot. Det er helt utroligt, at det bare kan blive ved med at løbe. Min næse er helt øm og rød efter alt denne pudsen næse og jeg trænger i den grad til en ordentligt nattesøvn, hvor det er muligt at trække vejret normalt og lade helt op. Det føles lidt som om jeg har "glemt" min hjerne et eller andet sted, for jeg har virkeligt præsteret at lave den ene bommert efter den anden.
Ikke desto mindre, har jeg nydt at solen har været fremme og selvom det ikke er fordi, jeg har været på de helt store gåture, kan jeg virkeligt mærke hvordan humøret og overskuddet er begyndt at vende. Og det er så dejligt at se, at vintergækkerne er begyndt at titte frem og det minder mig om, at alting snart bliver grønnere (og skønnere).....og at foråret endeligt er nået sin første fase.

Og glad blev jeg, da der dukkede en pakke op fra biosym i formiddags. Jeg er storforbruger af deres produkter. Jeg spiser både deres multivitaminer, fiskeolier og D-vitamin.
Men den sidste omgang vitaminer vi købte begyndte at lugte og se mærkelige ud, så min kæreste skrev ind og påpegede det og vi fik en mail tilbage om, at vi bare skulle sende det ind og så fik vi nogle nye retur.
Og i dag fik vi så vores pakke, som ikke kun bestod af multivitaminer, men også af fiskeolier og vareprøver på nogle af deres andre produkter. Det var en rigtig humør spreder af en overraskelse og jeg jubler over alle de penge jeg kommer til at spare. Og det faktum, at det virkeligt kan betale sig at råbe højt, når noget ikke er som det burde være.

Udover det har kæresten og jeg 3 års dag denne weekend, så vi skal rigtigt nyde hinandens selskab og spise en masse lækkert mad.
I dag har jeg bl.a. lavet marcipanbrød af den gode marcipan fra helsekosten, som jeg tidligere har omtalt her, og små chokoladebrud af morbær, gojibær, pecannødder og græskarkerner.
I morgen står den på brunch og bytur....og forhåbentligt lidt mere solskin.


Så mon den næse ikke snart holder op med at løbe, for til trods for at jeg propper mig med mælkesyrebakterier og C-vitaminer må glæde være den bedste helbredelsesfaktor.




 
 
 
Lækker konfekt og pakken vi modtog fra Biosym....det kan man da ikke andet end at glæde sig over:0)
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

mandag den 4. marts 2013

Goodies fra Raw and more

Her i weekenden var jeg et smut forbi sund livsstilsmessen, som blev afholdt i Scandinavien Center her i Århus. Jeg blev meget glad, da jeg opdagede at Raw and more havde en stand der. Har nemlig flere gange været inde og kigge på deres hjemmeside og sukket over alle de lækre produkter. Men jeg er ikke så vild med at bestille ting over nettet. Jeg foretrækker at have produktet i hånden, så jeg kan se og føle hvad det er jeg har med at gøre (Jeg bliver aldrig afhængig af netshopping og gud ske tak og lov for det:0)). Sidst jeg var i København købte jeg en græskarkernesmør fra Sun and seed, som jeg har været rigtigt glad for, men desværre har det ikke været til at opdrive her i Århus. (har dog netop i dag modtaget et nyhedsbrev fra Ganefryd om at de nu fører en græskarkernesmør fra mærket Monki).
Dette var hvad jeg tog med mig hjem;

Hampefrø og hampeproteinpulver. Bliver brugt på salat, i yoghurt og i smoothies eller til at lave disse lækre proteinbarer . Hampeproteinpulveret er mit foretrukne proteinpulver uden tvivl

 
Græskarkernesmør bruger jeg som smagsgiver til vegedeller, på brød, til æg eller som dressing på salat.
Mandelsmørret rører jeg i min yoghurt, den søder naturligt og giver en dejlig rund smag. Ellers er det superlækkert at dyppe frisk frugt i mandelsmør...uhh jeg glæder mig til det bliver sæson for jordbær


Og så fik jeg huslet mig til disse her. På en messe er det tilladt at prutte lidt om prisen. Prisen fik jeg ikke ned, men til gengæld fik jeg disse med i prisen. Det er dehydrerede grønkålschips vendt i cashewnødder og gærflager. Jeg har endnu ikke smagt på dem, da jeg lige har haft en omgang vrøvl med maden. Men de ser spændende ud, så det er kun noget, jeg kan glæde mig til....

Boghvedepandekager med et tvist...

Forleden lavede jeg en kæmpe stak af disse boghvedepandekager.....og de smager altså virkeligt godt. Og det klæder dem at have fået et lille tvist af mandler, timian og spinat i forhold til de mere almindelige af slagsen, som jeg har postet tidligere.
Vi fyldte dem med grøntsager i kokosmælk og tofu. Men ellers har jeg tænkt mig at bruge dem til frokost med fyld af avocado, bønnemos, hummus, laks eller peanutbutter. Det gode ved pandekager er at de kan bruges til det meste og varieres i det uendelige...kun fantasien sætter grænser!

Enjoy:0)

2 dl boghvedemel
½ dl rismel
2 æg
4 dl vand eller plantemælk
1 dl mandler, blendet til mel
1 tsk. timian

Friskkværnet muskat
Lidt salt
Frisk spinat (jeg tager det altid på slum)

Smør eller kokosolie til stegning

Start med at skylle spinaten grundigt (spinat har en tendens til at være fyldt med jord) og "slå den ned" i en gryde ved lav varme.
Blend mandlerne til mel og hæld mandelmelet i en skål sammen med boghvedemel, rismel og krydderier. Tilsæt æggene og vand/plantemælk og pisk forsigtigt til du har en samlet dej. Tilsæt pisker du forsigtigt spinaten i.
Pandekagerne steges på en pande i kokosolie eller smør til de er gyldne og sprøde.....

 
 
Og det dejlige ved pandekager er jo at de er særdeles velegnede til at fryse, så jeg laver altid en dobbeltportion, når jeg nu alligevel er igang.